søndag den 1. december 2013

Lidt om afslutning på visa-proces, dirtbiking i ørkenen og pandekager...

Ca. sådan her sluttede min sidste post med andet indhold end billeder;

"Nåmen, nu 1 1/2 måned efter ankomst med alle papirer og stempler på plads venter jeg blot på resultatet af min medical fitness test så det endelige visum kan laves. 

Resultatet er klar til afhentning på søndag om en uge og SÅ er det en formsag at få lavet det visum, så det er klar tirsdag og jeg kan finde noget andet/billigere end hotel at bo i.."

Således fortsætter det:

Søndag ugen efter kom vores PRO og hentede mit pas og de øvrige nødvendige papirer, som havde krævet blod-sved, men endnu ikke tårer, at skaffe. Ca. kl. 15.10 mødtes vi foran kontoret hvor hun fik hele baduljen. Herfra er det en formsag at smutte på kontoret og type det sidste dokument der skal stampes og underskrives, så "klistermærket kan hentes og puttes i mit pas. Præcis kl. 17.13 ringer hun (vores PRO): 
PRO: "Why you no give me your passport dear?"
mig: "But I did.."
PRO: "Noooo dear"
mig: "Yes I did."
PRO: "So why don't I have it?"
mig (med pulserende blodåre i tindingen): "Because then you lost it..."
PRO: "Oh no dear, thats not good!"
mig: "No, thats right. That's not very good."
PRO: "I have to look for it then."
mig: "Guess so... please call me as soon as you find it."
PRO: "Yes of course dear".

Her starter tårer-delen af blod, sved og tårer... I Danmark er passet bare et dokument du skal have med hvis du skal rejse - uden for europa.. I Dubai er det, indtil du får dit emirates id -ALT!!! Så at stå efter en laaaang kamp med at få alle papirer i orden og have afleveret ALT til en person, som lever af den slags, og så smider hun det eneste aller vigtigste dokument væk... DET er frustration på dåse - 10 af dem og alle låg af på en gang... Her vil jeg citere min yngste nabo Wilfreds udbrud når han ikke får lov at tømme den dåse med engelsk lakrids, som han møjsommeligt har brugt fem minutter på at bide låget  af: "WAAAAAAAAAAAHH!!!" 
Wilfred er den mindste af de to herover.

Dagen efter skulle jeg køre en kollega til medical check (egentligt vores PRO's job) og den næst-sidste kommentar min chef gav mig inden vi kørte afsted fra kontoret var "Lad nu være med at slå nogen ihjel ;-)" - den næste og sidste han kom med var: "Nej ok, jeg kører Jonas derned."

Nå, men vores PRO havde kørt i cirkler omkring området hvor vores kontor ligger for at kigge efter passet hele aftenen. Efterfølgende havde hun været ved mekaniker for at få pillet sæderne ud af hendes bil for at finde det -angiveligt (jeg tror stadig at det ligger og roder rundt mellem hendes venstre forsæde og midterkonsollen). Hun havde været ved det lokale politi for at melde det bortkommet - blot for at få beskeden om at det skal være væk i et døgns tid før de vil lave rapport på det.

Frustrationerne omkring at miste mit pas på det tidspunkt gik lige så meget på ikke at vide hvad processen nu indeholdte og hvor lang tid det ville tage ekstra at starte forfra. Mega træller..
Det tog hende fire arbejdsdage at melde det stjålet hos politiet. 
Proces: 
Vente et døgn efter det er bortkommet.
Lave rapport hos politiet.
Tage politi rapport med til "Dubai Court and Immigrations" og få den stemplet.
Tilbage til politiet og få den arkiveret og færdig stemplet.
Aflevere rapporten til undertegnede, som kan tage på konsulatet og bestille nyt pas på fem minutter... halvanden uge efter ligger der nyt pas.
Fire dage efter havde jeg pas med visa klistret i og er nu truly recident of UAE... YEAI!

Nok om den #@%*&%#€ visa proces. Nu har jeg det :-)

I mellemtiden havde min gode ven og kollega fået nys om en villa der snart ville blive ledig i nabolaget. Et område som længe har stået øverst på ønskelisten, men som jeg havde afskrevet pga. stor efterspørgsel og lavt udbud -> høj pris. Hans-Henrik (min ven og kollega) var blevet spurgt om han ville købe en bil, fordi Kamran (udtales Cameron) fra Stockholm/Iran/London skulle tilbage til London fordi hans kontrakt var udløbet, så nu stod han med det her hus og bil han skulle af med. Hans-Henrik sagde nej tak til bilen, men ja tak til en option på huset. Dette skete to dage før mit pas blev væk, så da det forsvandt spurgte HH mig om vi skulle droppe det med huset igen så, men nogle gange (ofte i den senere tid har jeg oplevet) er man nødt til at at ignorere virkeligheden og erstatte den med en tilpasset version, så jeg besluttede at holde på med interessen omkring huset, på trods af at jeg var så langt fra at få visa (som er nødvendigt for at kunne leje hus) som jeg jeg nogensinde havde været.

Så gik det hurtigt, for det eneste "Cameron" manglede, var at få solgt sin bil, så han kunne komme videre til London. Vi mødtes med mr. Ishaq, en lokal gut fra Iran, som er min landlord og efter at han havde hørt min tåre-vædende historie aftalte vi at jeg godt kunne leje hans hus uden visa og at han så ville være registreret hos DEWA (Dubai Electricity and Water Authority - er dem som kræver at se visa) indtil mit eget visa kom på plads. På den måde kunne jeg overtage huset MED el og vand (el =aircon -god ting i Dubai).

"Cameron" skulle jo have solgt sin bil inden han kunne tage ud af landet (man må ikke rejse herfra med gæld i banken), så jeg havde aftalt med ham at han tog på hotel på min regning, så jeg kunne overtage huset asap (mine forældre ankom to dage senere, så det var rarest at have et hus i stedet for hotel regning). Jeg estimerede med at han kunne bo der i 10-15 dage indtil han fik solgt sin bil. Det endte dog med, at han solgte sin bil til en forhandler med 6000 AED i difference til banklånet, så dem fik han af mig. Med i købet fik jeg så lidt øl og spiritus han havde stående. Fint fint - alles in ordnung. Nu med hus med dejlig lille have :-)



Mine forældre ankom så samme dag som jeg overtog huset. Så efter en dag på job, tog jeg i huset, hvor maleren havde været der om formiddagen, rengøringen var startet en time før jeg fik fri, og hele mit indbo ville ankomme to timer efter rengøringen. Når det hele var på plads skulle jeg blot hente mine forældre i lufthavnen og tage første aften på hotel (havde ikke gæste senge endnu). Tæt god planlægning - love it :-)

Da jeg kom hjem kl. 15. var der ligeså umalet og beskidt som dagen før da Cameron var flyttet ud... Velkommen til Arabiens land! Ja ja, men rengøringen var lige på trapperne. De kom 20 minutter før møblerne begyndte at rulle ind og brokkede sig over at huset ikke var og forblev tomt, som lovet da jeg bestilte rengøringen.. Maleren kom en time efter møblerne og brokkede sig over at der ikke var plads til at han kunne være der...
A day in the life of a building entrepreneur.... 

Det gik det hele alligevel. Maleren klargjorde til maling (trak alle rawplugs ud af væggen med sin ret effektive bidetang og efterlod krater-store huller, som han efterfølgende pudsede fint ud) og malede dagen efter.

Mine forældre ankom om aftenen og vi boede på hotel de første tre dage indtil vi kunne fornemme at vi kunne være i huset og at gæstesengene var ankommet. Gæste sengene blev i øvrigt købt i IKEA, som har gratis fragt, indbæring og montering - hvis du kan vente i halvanden uge viste det sig. Heldigvis stod der en flok agile chauffører i kø i vareudleveringen klar til at levere allerede dagen efter for 100 AED (160 dkk). Én af dem tak! Forresten, hvis I tror at I har oplevet myldretid i IKEA i Aarhus; Forget about it... Hér er der mange mennesker...

Nåmmen efter en hyggelig halvanden uge med forældrebesøg, arbejde, udpakning (primært udført af de gamle mens jeg var på arbejde) og turistture:




afleverede jeg dem i lufthavnen for straks efter at tage på en planlagt tur på dirtbike i ørknenen. Noget unikt som jeg ikke før har haft mulighed for, og som jeg længe har være facineret af skulle nu opleves sammen med nogle kollegaer. Da det jo ikke sådan er ligetil at køre motocross i ørkenen var vores tur arrangør insisterende omkring at det kun var folk med erfaring på mc der var helt velkomne, da de jo er nogle kradsebørstige sata.. der der motocross maskiner. Jeg forsikrede ham om at JEG i hvert tilfælde jo havde rigelig roadbike erfaring og at det nok var mine kollegaer, som havde lidt mindre erfaring, så vi skulle nok lige holde lidt øje med dem og bære over med lidt ventetid til de indhentede os igen.
Nåmmen, vi kom aftsted i god stil, det var superfedt:


Instruktionen vi fik var at vi blot skulle stå op i neutral position på fodhvilerne og så ellers give den gas... Lidt svært når man er på den forkerte side af 180 cm og maskinen er justeret efter en gennemsnitlig asiat på 165 cm :-/ - ærgerlige kramper i lænden medførte hyppige sidde-"pauser" på sadlen med livet som indsats (det ER bare smartest at stå op på sådan en - ellers går det helt af H til med tyngdepunkt og deraffølgende balance). Lidt 8-tals øvelser for lige at få en fornemmelse af sandet udgjorde den praktiske undervisning. Afsted det går...

Det var vildt nok at blæse igennem ørkenen, lidt vildt at vi flere gange passerede hjulspor, som jeg i hvert tilfælde først opdagede da jeg hang hjælpeløst 10-15 cm over fodhvilerne pga. de dybe hjulspor - desvære uden mulighed for at orientere mig med tilbagevirkende effekt. Der kom heldigvis ingen biler... Anyway - det gik godt. Det var fedt. Vi så kameler og Oryx (http://www.flickr.com/photos/spwalker/5254468642/) i mængder. Spændende og fed tur.

Nogle gange gik det lidt hurtigere end man nok lige kunne overskue, men det gik fint.. Indtil allersidste dune:


Efter udslæbning af mig fra ørkenen i venstre ben (naah, men det lød godt) Det var mere en mellemting mellem kravlen og halten der fik mig dertil, ventende på trucken der skulle hente mig og den havarerede knallert.

Nåmmen, lang og smertefuld færd hjem på "gården", få udstyret af, transport hjem og spise hvad man havde af smertestillere og få en god lur. Vågne uden at have været i bad med sengen fuld af rødt sand. Kravle i bad, afsted på skadestuen da den ene arm var mere vanskelig end normalt.

Dette var min udsigt i ca. 45 minutter pga. den meget vigtige diskretionspolitik på Saudi German Hospital:


De var faktisk søde og rare og relativt effektive. De tog dette billede, som indikerede en "lateral left clavicle comminuted fracture, extra articular". A.k.a. brækket kraveben.


En uge i 8-tal slynge ordineret af skadestuelægen, som viste sig at være et projekt i sig selv at finde (måske mest fordi det senere har vist sig at man ikke bruger den slags mere (siden 80'erne) ifølge min chef, som har erfaring fra en anden af vores chefer som lavede samme stunt for et år siden). Tid hos Dr. Adel - my man - som ordinerede en "Open reduction and internal fixation by lateral anatomical locked plate". Det betyder "Der skal en skinne på.". 

To dage efter landede mine Bacon tøser (nu navngivet sådan fordi de havde 1200 g. tørsaltet  bacon fra Aalbæk med til mig :-P ). Til stor morskab for dem så de min fine sorte slynge. Hyggeligt besøg. 



Tre dage efter i alm. armslynge skulle den skrues i. Møde ind kl. 0900 fastende til pre op preperation. Først en fin hospital gown (ikke videre anstændigheds supporterende):


Dertil hørende one size disposable hospital "underbukser". Jeg har undladt at tage billede af dem, men forestil jer følgende:
  • De er "one size" til asiater.
  • Konstrueret så der ikke er forskel på for og bag.
  • Lavet af et materiale, som mest af alt minder om det net, som man køber citrusfrugter i - blot i beige bomuld.
For de ikke-sarte kan jeg understøtte det mentale billede med denne sætning:
"To dadler og en brunch-pølse spændt ubehageligt hårdt op i et beige mandarin-net."

Og bag til:
"En bleg bayonneskinke der er flækket".

Beklager.

Nåmmen, Dr. Trainee kom og stillede en mængde spørgsmål, som jeg nok havde håbet på at de selv kunne svare på: Om jeg nu mente at operation var den rette løsning pga. de og de risici for komplikationer. Om jeg kunne tåle narkose. Hvad jeg vejede. Hvad min blodtype var osv..

Derefter markerede han på heroisk vis hvilken arm der skulle fixes:


Og tak for det Dr. Trainee. 

Alt for lang tid efter kom sygeplejersken og gav mig en indsprøjtning i ballen (alle andre medicineringer kunne de give mig i det indlagte Venflon - men ikke denne??) Til mit inkvissitive spørgsmål om hvad det nu var hun lige havde givet mig, svarede hun: "Soon you will sleep". Fint fint, så slap jeg for at være mere nervøs. Ikke just i tråd med dansk patient-indragelses politik, men det virkede :-/

Efter en omtåget tur mod operationsstuen (jeg faldt jo naturligvis ikke i søvn af den sprøjte, hvilket fik mig til at tvivle endnu mere på narkosens effekt D-:  ) nåede vi frem til overleveringsområdet, hvor op-crewet skulle overtage ansvaret for mig. Jeg nåede lige at opleve en hysterisk læge(inde) der råbte og skreg af en sygeplejerske der skullehave hendes underskrift på at en patient måtte have lov at blive opereret uden bedøvelse. Comforting. Inde på operatioonsstuen fik jeg en maske over næse/mund/venstre øje - godt trykket ned i ansigtet så den sluttede tæt af en "dygtig" anestæsi-assistent (håber ikke det var lægen) SLEEP!!!

Resultatet ser fint ud og Dr. Adel er ret godt tilfreds - så det er jeg også :-)

Næste øjeblik slår jeg øjnene op og ryster så meget at jeg føler at jeg er ved at falde ud af sengen (de havde sgu nok styr på det). Efter et stykke tid bliver jeg kørt tilbage på stuen hvor flinke sygeplejersker kigger til mig, giver mig drugs og dårlig mad. Aftensygeplejersken er en Fillipinsk gut ved navn Milky Jolo, som er vældig flink og noget mere informativ end det øvrige staff. Han forklarer hvordan de forskellige drugs virker, hvad jeg skal forvente af dem osv. Very interesting. Han er god til også at forklare, hvordan jeg skal ligge lidt på siden og lidt på ryggen for at undgå liggesår. Han undersøger hvordan huden omkring operationsstedet ser ud og under slyngen. Pga. den fraværende anstændighedsunderstøttelse af det klædestykke jeg har på, får han øje på mit venstre ben, som er grønt og sort af knubs fra styrtet. Han er meget bekymret og undersøger straks videre - finder et tilsvarende blåt mærke på indersiden af mit højre ben. Ca. to tommer fra lysken og det der er værre.

Alimdelig blufærdighed ville byde at man ligesom ikke tillod den slags interesse fra fremmede, men han er sygeplejerske, og man er i et fremmed land - yada yada. Så han fik lov at se til det. Hvilket blandt andet betød at han skulle... flytte før omtalte dadel/pølse-pakke lidt for at komme til.... Hm hmmm. Halvt bedøvet, i fremmed land, smertepåvirket og autoritetstro ligger man der. Accepteret undersøgelse, men da han slutter af med at løfte ud i citrus-underbuksen og ligesom "redde pakken" med underbuksen i en bevægelse som når man redder seng - så stopper den leg. Også de næste tre gange han kom forbi for at tilse mig og liiige ville tjekke status på de blå mærker :-/ 

Dagen efter blev jeg udskrevet og kunne tage hjem til Bacon tøserne som var derhjemme. Vi hyggede i en uges tid hvor de plejede og passede mig som en syg patient :)

Vicky er skadestue sygeplejerske, så hun fik lov til at vaske mig og skifte forbinding :-D
Vi var om fredagen på fredags brunch på Mina a'Salam:

Nu her en uges tid efter er der ved at være ro på det hele igen. Jeg skal angiveligt regne med et par måneders restitutionstid, men jeg kan fint tage på arbejde så længe jeg holder venstre arm i ro.

Som afslutning her fra dette laaaaange indlæg kan jeg sige, at jeg har det godt og jeg elsker at være her. Har slet ikke dårlig samvittighed over at have brugt en eftermiddag foran skærmen for at lave dette indlæg mens det har været 30 grader og høj sol udenfor. For i morgen bliver det samme vejr igen ;-)

Har nydt pandekager og kaffe mens jeg skrev - så det....


Hav det godt alle, jeg glæder mig til at kigge hjem til jul <:-)

lørdag den 19. oktober 2013

Lige en kort en med lidt billeder...

Er blevet bedt om billeder her fra. Så her er lidt fra mobilos af udsigten til mo' bil-os... (yes - really ;-) ) fra hotellet:

Og så lidt by night:

Og så lige en slutter med hhv. en must-have humidor og et trafikuheld der bare venter på at ske:
( ja det ER en Lamborghini...)

(kan man egentligt definere trafikuheld i før-fremtid med et billede?)





søndag den 13. oktober 2013

"Så gik der tid med det..."

Så gik der lige et par uger siden sidste post. På nogle områder er der sket en masse og på andre noget mindre. 
Det hus jeg havde kig på har jeg ikke fået af et par årsager; Efter jeg havde betalt depositum (som her ikke betyder at man har ret til huset - kun at den agent man har set på huset ved, tager det af markedet og indleder forhandlinger med udlejeren) kom en anden agent til udlejeren med én check på hele årets husleje, hvilket naturligvis er mere atraktivt end huslejen fordelt over fire betalinger. 
Anden årsag var mit manglende visum. Hvilket stadig mangler og her er historien omkring det;
Da jeg ankom sidst i august med tålmodighed og bureaukratisk uskyld i behold, var der en licens i vores interne organisation, som skulle opdateres inden vi kunne begynde behandlingen af mit visum. Det tog tre uger at få på plads. I løbet af de tre uger blev det besluttet at jeg skulle på konference i Aarhus -af alle steder. Så da jeg søndag (første arbejdsdag i ugen),  i den uge hvor jeg skulle flyve fredag, ikke havde fået mit visum endnu, turde vi ikke satse på at man kunne nå at lave det færdigt i løbet af den uge. Jeg fik mit pas retur og fløj til Aarhus 2 dage før mit 30 dages turistvisum udløb. 
Da jeg så kom tilbage, havde jeg fået lavet en entry permit, som skulle kickstarte min visumbehandling. Den skulle blot stemples i lufthavnen og så skulle en såkaldt PRO ( people relations officer) håndtere det hurtigt og smertefrit derfra. Dvs. at jeg kunne forvente at få visum i løbet af no time. 
Jeg lander søndag aften, får stemplet mit entry permit og er klar, med udstrakte arme, til at gribe det visum der naturligt og af sig selv falder fra himmelen som et andet Dannebrog. 
Jeg skulle få trætte arme inden der skete det mindste; Mandag hørte jeg intet fra vores PRO før jeg selv skrev til hende. Svaret var at hun ville komme onsdag og hente mit pas og ekspedere det videre - insha'Allah*. 
En bagkant på denne uge og visumbehandling er i øvrigt, at om mandagen blev det af "Eid Moon Sighting Committee" erklæret Eid i ugen efter. Dvs. at alle offentlige kontorer er lukket og der bliver bl.a. ikke lavet visum. 
SÅ, det skulle laves inden torsdag var slut (sidste arbejdsdag i ugen). 
Da hun kommer onsdag for at hente mit pas giver hun mig blot besked om at tage til medical fitness test (blodprøve og røntgen) og blive registreret til Emirates ID (finger-, håndflade-,  håndkant- og ansigtsaftryk  (sidstnævnte heldigvis vha. kamera)). 
Det kunne så først blive dagen efter. 
Torsdag morgen starter min gode kollega, Ghaith, sin Porche Cayenne (yeai!) op og kører mig til nærmeste medical fitness test center. Det er en labour camp hvor der var 1.000.000.000.007 mennesker i kø, blot for at få et nummer til at sidde i kø. 
Man kan for ussel mammon bestille VIP så man kommer forrest i køen og det hele bliver færdigbehandlet på 4 timer. Det havde hun IKKE bestilt... men vi kunne da køre til den anden ende af Dubai til et andet kontor og snakke med en gut ved navn Essa (arabisk for Jesus) - navnet lød trods alt lovende i min desperation. Vi skulle sige at vi kom via Khalils reference og så gik det hele hurtigt og glat. NOT!!!

"Who's Khalil?"  - var reaktionen da vi fandt Jesus  :-(

En forvirret telefonsamtale senere fik jeg dog et nummer i den ellers lukkede kø. 

Ind til en kæk laborant, som angiveligt fyrede en kæk kommentar om min højde af. Den gik nogenlunde sådan her "Wow sir, daggadakkadaggadakka tall, daggadakkadaggadak, but I guess your priorities are different (big smile)".  "Æhh yes yes (akward but polite smile)"... 20ml. blod fattigere blev jeg sendt til counter 6 som viser sig at være røntgen undersøgelsen, med kun ca. 27 foran mig i køen. Nå ja, hvor lang tid kan det lige tage at lave et røntgenbillede? "Lang tid" er svaret... 

2 timer senere nærmer vi os mit nummer; 1076,  på skærmen som angiver hvor langt man er i køen. 
1072, 1073, 1074, kaldes til counter 6. 
10 min senere; 1075, 1077, 1078 kaldes til counter 6. 
.............($€%#*+@&!)........
Høfligt banker jeg på døren med  radioaktivet advarselsskiltet, går ind og spørger til status på nummer 1076... "Ahhhh you mr. Anders?? I call for you so many times! Where you are??" "Æhhh - In the waiting room down the hall". "Ah I call outside door - hihihi. No problem, drop shirt, hug machine and hold your breath.." (3,4 sek. senere) "Thank you, you done Sir. You can go now."
Nåm'n, det var så lidt. Selv tak. 

Op på 1. Sal og få lavet div. aftryk til Emirates ID. INGEN andre i venteværelset, så det kan da ikke tage lang tid. Jo...  10 min senere kommer den største araber jeg endnu har set og giver mig et nummer til "køen". 5 min efter det er det "min tur". Ind til endnu en kæk gut der fyrer stort set samme "daggadak"-kommetar af. Endnu et akavet smil i reposten. Han skal tage mine aftryk og stemple mit papir. Et job som i Danmark ville blive varetaget af en lavt betalt offentlig person. Her står hans relativt simple funktion i SKARP kontrast til det 80.000 dkk dyre blå blå blå blå Roleks har har siddende på sit ellers spinkle håndled. (Kun en smule jaloux her). 

Nåmen, nu 1 1/2 måned efter ankomst med alle papirer og stempler på plads venter jeg blot på resultatet af min medical fitness test så det endelige visum kan laves. 

Resultatet er klar til afhentning på søndag om en uge og SÅ er det en formsag at få lavet det visum, så det er klar tirsdag og jeg kan finde noget andet/billigere end hotel at bo i - Insha'Allah*!

*Insha'Allah; Kan for det første staves på en række forskellige måder - ligesom det meste arabiske, som jo på original skrift er et "lydsprog" ligesom f.eks. kinesisk. 
For det andet er det en svær kamel at sluge (hø hø) som skandinav, fordi man tolker det som en lad holdning til tingene. Men er i virkeligheden et accountability udtryk som betyder: "Jeg håber virkeligt inderligt at det sker, men der er en myriade af parametre som skal falde i hak før det kan ske, men det er praktisk talt ude af mine hænder..." - hvilket er helt præcist i den arabiske verden så snart det kommer til bureaukrati. 

Dette indlæg er skrevet på mobilos over godt en time på Starbucks. Jeg beklager evt. forvirrede formuleringer og stavefelj, men det har haft en fin terapeutisk virkning for mig. 

Har i øvrigt taget mig et generisk Starbucks-id for at undgå at skulle stave mit navn hver gang:

fredag den 6. september 2013

Nu med hus -måske

Nogle vil vide, at jeg hjemmefra havde kastet min kærlighed på et hus i det områder der hedder Springs i Dubai, nærmere bestemt Springs 1 ( Springs er delt op i områder fra 1-14 -hvor 1 er bygget som præsentationshuse i sin tid hvorfor de er bygget mere omhyggeligt i en bedre kvalitet end de efterfølgende områder). Dels fordi Heidi og Hans-Henrik, som meget generøst har lånt mig deres hus men de er på ferie i Danmark, bor her. Men også fordi det er et af de ældre housing communities i Dubai, hvilket betyder at vegetationen er veletableret, her er græs, voksne træer osv og så ligger det godt i forhold til marinaen, downtown hvor man nok vil bruge lidt tid af og til.

Jeg havde kigget på huse med to soveværelser, stue, køkken og et kontor -de mindste huse der laves. Når jeg skriver "de mindste" skal man vide, at der, trods ens design, indretning osv, stadig er størrelsesforskelle. Ikke så meget på papiret, men når man står i det føles det væsentligt. Priserne var i den høje ende af hvad jeg mener at jeg vil bruge på det, men så bor jeg også dejligt. En vigtig parameter for mig når jeg er så langt væk fra hvad jeg er vant til.

Nu hvor jeg er kommet herned og for alvor er begyndt at kigge (man kan ikke leje noget før man har recindency visa - og det får man kun når man har et arbejde hernede) efter ledige enheder af den slags hus jeg gerne vil have, er priserne steget markant. Men, sådan går det jo og jeg fik en aftale med en agent om at kigge på et hus her i Springs. Jeg forklarer ham, at det blandt andet er vigtigt for mig at der er plads til en opvaskemaskine i køkkenet, "yes yes - no problem!". De fleste har nok nu regnet ud, at da vi så kom ind i huset var der selvfølgelig ikke plads til en opvaskemaskine. Desuden var huset noget forsømt og virkede lille og indeklemt. Ærgerligt da der ikke er mange ledige "2 bed rooms" i Springs 1.

Dagen efter midt i et møde ringer agenten så til mig, med et "exclusive offer" - en "one of a kind villa" hvoraf der kun er bygget 6 stk ( :-S ) i et område som ligger tæt på springs og hvor der ellers kun ligger 4+ bed rooms -eller i hvert tilfælde noget større villaer end de fleste andre communities. Det er en "2 bed room" til lidt højere pris end den i Springs fra dagen før, men så også 50m2 større fordelt på alle værrelser. Lækkert, og med et køkken hvor der er plads til en opvaskemaskine. Lokationen er desuden lidt bedre i forhold til de store veje jeg kører til og fra arbejde via. De mindre veje er langsomme at køre på da der er mange rundkørsler og fart-bump.

Så er gode dyr rådne - for det her er jo en super attraktiv villa og selvfølgelig kommer der "6 par og kigger på den samme dag som mig" og "et af parrene kommer tilbage samme aften og kigger igen". Ja ja, det er selvfølgelig gode mægler tricks, men de virkede på mig. Jeg skulle sporenstregs bruge en håndfuld Dirhams til depositum for at kunne "sikre" mig huset ("sikre" betyder kun at jeg har mulighed for at blive taget i betragtning af ejeren og først når kontrakten er skrevet under af begge parter har jeg sikret mig huset"). Jeg får selvfølgelig depositum tilbage hvis ejeren lader en anden leje huset.
Nå -men eg skal jo bruge depositum til huset. Hjemmefra kan man ikke købe Dirhams til nogen atttraktiv kurs. Hernede kan man ikke hæve ret mange Dirhams ad gange med mindre man har en konto i en bank hernede. Jeg kan ikke få en bank konto hernede før jeg har mit visum. Mit visum er forsinket fordi der et eller andet sted i systemet mangler at blive opdateret en licens... mange udfordringer. Heldigvis ringede jeg i min panik til en god kollega, som tilbød at jeg kunne låne pengene af ham, indtil jeg selv fik min første løn hernede. Fedt. Kl. 17.00 var jeg færdig med at se huset og havde stort set bestemt mig, men kl. 18.00 ville agenten smutte fra huset og jeg havde ikke mulighed for at betale depositum senere uden risiko for at andre kom mig i forkøbet. Så jeg måtte køre de 35 km til min kollega, ræse tilbage igen (70 km for at hente de penge) for at nå det til kl. 18.00 (faktisk 18.12, men han var flink og ventede alligevel). Jeg fik betalt depositum, fik en kvittering og fik at vide at han ville sandsynligvis have kontrakten klar til dagen efter og ville ringe hvis det var tilfældet - hvor jeg så bare skulle have hans agent fee klar (det samme beløb som depositum; 5% af husets årlige leje). Yes yes...

Jeg har jo stadig ingen bankkonto, så jeg måtte tage fat i en anden kollega, som lovede at stå stand-by med et checkhæfte hvis agenten blev klar med kontrakten. Jeg hørte ikke fra agenten i går og nu er det så weekend, så inshallah får jeg kontrakten næste uge og kan flytte ind i dette hus i slutningen af september.



Haven ser lidt forsømt ud, men da arbejdskraft hernede er så vandvittigt billig, kan man anlægge en hel have med materialer (selvfølgelig afhængigt af hvilke materialer) for godt 5000 danske kroner.

Kort over Dubai med de nævnte områder markeret.

fredag den 30. august 2013

1. Dag

Så er første dag i ørkenlandet ved at ende - eller peake...

Kl. 0935 ringer en mid size mørkhåret gut på og siger at han er fra bettrcalrlentlas... hvilket efter lidt forvirring viser sig at være better car rentals - han er her med min lejebil som skal hjælpe mig rundt den første tid:
Fin fin Nissan Altimo med scootergear og 2.5 L til at flytte den. 

Første tur gik til Carrefour små 30 km. væk. Selv om jeg kun har været her meget lidt tidligere studsede jeg noget over den vej GPS'en guidede mig, men jeg fik da set lidt andet af Dubai end jeg før har set. På hjemvejen kom jeg i tanke om, at jeg vistnok havde slået "highways" fra hjemme i dk da citronen ikke kunne klare den slags belastninger. Med det slået til var jeg hurtigt tilbage i Springs hvor jeg har lånt et hus af nogle fantastiske mennesker ( den her går ud til jer Heidi og Hans-Henrik 👍).

I Carrefour fik jeg blandt andet købt ind til aftensmaden. Jeg må sige at jeg havde bildt mig noget ind om billigt kød hernede, men jeg skulle alligevel slippe 45 kr !! for denne fætter på 405 gram...
som om lidt lander lige der:
altså grillen - forhåbenligt.
Og det gjordet det...
Jeg ka' nu godt li' at være her

torsdag den 29. august 2013

Afrejse

Med 15 grader flaps, let sidevind (eller rester af en fest fra i går i pilotens blod) letter vi fra Tirstrup med kursen mod CPH hvorfra turen går videre mod DXB kl. 14.55 og ankomst 23.15 lokal tid (CEST +2). 

Så oprandt dagen hvor turen går til Dubai for at bo og arbejde. 

Bagagen kunne tjekkes ind hele vejen selv om jeg selv har købt billetter ad to omgange ved hhv. SAS og Emirates - forudsat at jeg IKKE havde tjekket ind hos Emirates på forhånd. 



De sidste par uger er gået med hard core  forberedelser, som nedpakning af lejlighed i container, rengøring og aflevering af lejlighed. 

Så har der selvfølgelig også været det hyggelige i form af afskedsfester/kaffe med familie og venner. En fin blanding af nødvendigheder og behageligheder. Altsammen noget der fylder i hovedet. To forskelliger kopper bevares, men der er stadig kun "så" mange kopper og dermed kubik i tænkesvampen, så nu mærkes udmattelsen. Kombineret med spænding over den forestående tid med opgaver mht. at finde bolig, bil og alle andre basics i en kultur forskellig fra den jeg har begået mig i de sidste 37(!) år, bliver det en udmattende men spændende måned eller to jeg går i møde.

Om lidt signer jeg ud/out fra Danmark for en tid, men jeg vil prøve at opdatere denne blog når der opstår mærkværdigheder, som jeg føler behov for at dele :)

Nu vil jeg hente mig en kop kaffe og et rugbrød med røræg af pasteuriseret helæg fra Danæg. I kan finde mig i baren...