"Nåmen, nu 1 1/2 måned efter ankomst med alle papirer og stempler på plads venter jeg blot på resultatet af min medical fitness test så det endelige visum kan laves.
Resultatet er klar til afhentning på søndag om en uge og SÅ er det en formsag at få lavet det visum, så det er klar tirsdag og jeg kan finde noget andet/billigere end hotel at bo i.."
Således fortsætter det:
Søndag ugen efter kom vores PRO og hentede mit pas og de øvrige nødvendige papirer, som havde krævet blod-sved, men endnu ikke tårer, at skaffe. Ca. kl. 15.10 mødtes vi foran kontoret hvor hun fik hele baduljen. Herfra er det en formsag at smutte på kontoret og type det sidste dokument der skal stampes og underskrives, så "klistermærket kan hentes og puttes i mit pas. Præcis kl. 17.13 ringer hun (vores PRO):
PRO: "Why you no give me your passport dear?"
mig: "But I did.."
PRO: "Noooo dear"
mig: "Yes I did."
PRO: "So why don't I have it?"
mig (med pulserende blodåre i tindingen): "Because then you lost it..."
PRO: "Oh no dear, thats not good!"
mig: "No, thats right. That's not very good."
PRO: "I have to look for it then."
mig: "Guess so... please call me as soon as you find it."
PRO: "Yes of course dear".
Her starter tårer-delen af blod, sved og tårer... I Danmark er passet bare et dokument du skal have med hvis du skal rejse - uden for europa.. I Dubai er det, indtil du får dit emirates id -ALT!!! Så at stå efter en laaaang kamp med at få alle papirer i orden og have afleveret ALT til en person, som lever af den slags, og så smider hun det eneste aller vigtigste dokument væk... DET er frustration på dåse - 10 af dem og alle låg af på en gang... Her vil jeg citere min yngste nabo Wilfreds udbrud når han ikke får lov at tømme den dåse med engelsk lakrids, som han møjsommeligt har brugt fem minutter på at bide låget af: "WAAAAAAAAAAAHH!!!"
Wilfred er den mindste af de to herover.
Dagen efter skulle jeg køre en kollega til medical check (egentligt vores PRO's job) og den næst-sidste kommentar min chef gav mig inden vi kørte afsted fra kontoret var "Lad nu være med at slå nogen ihjel ;-)" - den næste og sidste han kom med var: "Nej ok, jeg kører Jonas derned."
Nå, men vores PRO havde kørt i cirkler omkring området hvor vores kontor ligger for at kigge efter passet hele aftenen. Efterfølgende havde hun været ved mekaniker for at få pillet sæderne ud af hendes bil for at finde det -angiveligt (jeg tror stadig at det ligger og roder rundt mellem hendes venstre forsæde og midterkonsollen). Hun havde været ved det lokale politi for at melde det bortkommet - blot for at få beskeden om at det skal være væk i et døgns tid før de vil lave rapport på det.
Frustrationerne omkring at miste mit pas på det tidspunkt gik lige så meget på ikke at vide hvad processen nu indeholdte og hvor lang tid det ville tage ekstra at starte forfra. Mega træller..
Det tog hende fire arbejdsdage at melde det stjålet hos politiet.
Proces:
Vente et døgn efter det er bortkommet.
Lave rapport hos politiet.
Tage politi rapport med til "Dubai Court and Immigrations" og få den stemplet.
Tilbage til politiet og få den arkiveret og færdig stemplet.
Aflevere rapporten til undertegnede, som kan tage på konsulatet og bestille nyt pas på fem minutter... halvanden uge efter ligger der nyt pas.
Fire dage efter havde jeg pas med visa klistret i og er nu truly recident of UAE... YEAI!
Nok om den #@%*&%#€ visa proces. Nu har jeg det :-)
I mellemtiden havde min gode ven og kollega fået nys om en villa der snart ville blive ledig i nabolaget. Et område som længe har stået øverst på ønskelisten, men som jeg havde afskrevet pga. stor efterspørgsel og lavt udbud -> høj pris. Hans-Henrik (min ven og kollega) var blevet spurgt om han ville købe en bil, fordi Kamran (udtales Cameron) fra Stockholm/Iran/London skulle tilbage til London fordi hans kontrakt var udløbet, så nu stod han med det her hus og bil han skulle af med. Hans-Henrik sagde nej tak til bilen, men ja tak til en option på huset. Dette skete to dage før mit pas blev væk, så da det forsvandt spurgte HH mig om vi skulle droppe det med huset igen så, men nogle gange (ofte i den senere tid har jeg oplevet) er man nødt til at at ignorere virkeligheden og erstatte den med en tilpasset version, så jeg besluttede at holde på med interessen omkring huset, på trods af at jeg var så langt fra at få visa (som er nødvendigt for at kunne leje hus) som jeg jeg nogensinde havde været.
Så gik det hurtigt, for det eneste "Cameron" manglede, var at få solgt sin bil, så han kunne komme videre til London. Vi mødtes med mr. Ishaq, en lokal gut fra Iran, som er min landlord og efter at han havde hørt min tåre-vædende historie aftalte vi at jeg godt kunne leje hans hus uden visa og at han så ville være registreret hos DEWA (Dubai Electricity and Water Authority - er dem som kræver at se visa) indtil mit eget visa kom på plads. På den måde kunne jeg overtage huset MED el og vand (el =aircon -god ting i Dubai).
"Cameron" skulle jo have solgt sin bil inden han kunne tage ud af landet (man må ikke rejse herfra med gæld i banken), så jeg havde aftalt med ham at han tog på hotel på min regning, så jeg kunne overtage huset asap (mine forældre ankom to dage senere, så det var rarest at have et hus i stedet for hotel regning). Jeg estimerede med at han kunne bo der i 10-15 dage indtil han fik solgt sin bil. Det endte dog med, at han solgte sin bil til en forhandler med 6000 AED i difference til banklånet, så dem fik han af mig. Med i købet fik jeg så lidt øl og spiritus han havde stående. Fint fint - alles in ordnung. Nu med hus med dejlig lille have :-)
Mine forældre ankom så samme dag som jeg overtog huset. Så efter en dag på job, tog jeg i huset, hvor maleren havde været der om formiddagen, rengøringen var startet en time før jeg fik fri, og hele mit indbo ville ankomme to timer efter rengøringen. Når det hele var på plads skulle jeg blot hente mine forældre i lufthavnen og tage første aften på hotel (havde ikke gæste senge endnu). Tæt god planlægning - love it :-)
Da jeg kom hjem kl. 15. var der ligeså umalet og beskidt som dagen før da Cameron var flyttet ud... Velkommen til Arabiens land! Ja ja, men rengøringen var lige på trapperne. De kom 20 minutter før møblerne begyndte at rulle ind og brokkede sig over at huset ikke var og forblev tomt, som lovet da jeg bestilte rengøringen.. Maleren kom en time efter møblerne og brokkede sig over at der ikke var plads til at han kunne være der...
A day in the life of a building entrepreneur....
Det gik det hele alligevel. Maleren klargjorde til maling (trak alle rawplugs ud af væggen med sin ret effektive bidetang og efterlod krater-store huller, som han efterfølgende pudsede fint ud) og malede dagen efter.
Mine forældre ankom om aftenen og vi boede på hotel de første tre dage indtil vi kunne fornemme at vi kunne være i huset og at gæstesengene var ankommet. Gæste sengene blev i øvrigt købt i IKEA, som har gratis fragt, indbæring og montering - hvis du kan vente i halvanden uge viste det sig. Heldigvis stod der en flok agile chauffører i kø i vareudleveringen klar til at levere allerede dagen efter for 100 AED (160 dkk). Én af dem tak! Forresten, hvis I tror at I har oplevet myldretid i IKEA i Aarhus; Forget about it... Hér er der mange mennesker...
Nåmmen efter en hyggelig halvanden uge med forældrebesøg, arbejde, udpakning (primært udført af de gamle mens jeg var på arbejde) og turistture:
afleverede jeg dem i lufthavnen for straks efter at tage på en planlagt tur på dirtbike i ørknenen. Noget unikt som jeg ikke før har haft mulighed for, og som jeg længe har være facineret af skulle nu opleves sammen med nogle kollegaer. Da det jo ikke sådan er ligetil at køre motocross i ørkenen var vores tur arrangør insisterende omkring at det kun var folk med erfaring på mc der var helt velkomne, da de jo er nogle kradsebørstige sata.. der der motocross maskiner. Jeg forsikrede ham om at JEG i hvert tilfælde jo havde rigelig roadbike erfaring og at det nok var mine kollegaer, som havde lidt mindre erfaring, så vi skulle nok lige holde lidt øje med dem og bære over med lidt ventetid til de indhentede os igen.
Nåmmen, vi kom aftsted i god stil, det var superfedt:
Instruktionen vi fik var at vi blot skulle stå op i neutral position på fodhvilerne og så ellers give den gas... Lidt svært når man er på den forkerte side af 180 cm og maskinen er justeret efter en gennemsnitlig asiat på 165 cm :-/ - ærgerlige kramper i lænden medførte hyppige sidde-"pauser" på sadlen med livet som indsats (det ER bare smartest at stå op på sådan en - ellers går det helt af H til med tyngdepunkt og deraffølgende balance). Lidt 8-tals øvelser for lige at få en fornemmelse af sandet udgjorde den praktiske undervisning. Afsted det går...
Det var vildt nok at blæse igennem ørkenen, lidt vildt at vi flere gange passerede hjulspor, som jeg i hvert tilfælde først opdagede da jeg hang hjælpeløst 10-15 cm over fodhvilerne pga. de dybe hjulspor - desvære uden mulighed for at orientere mig med tilbagevirkende effekt. Der kom heldigvis ingen biler... Anyway - det gik godt. Det var fedt. Vi så kameler og Oryx (http://www.flickr.com/photos/spwalker/5254468642/) i mængder. Spændende og fed tur.
Nogle gange gik det lidt hurtigere end man nok lige kunne overskue, men det gik fint.. Indtil allersidste dune:
 |
| Efter udslæbning af mig fra ørkenen i venstre ben (naah, men det lød godt) Det var mere en mellemting mellem kravlen og halten der fik mig dertil, ventende på trucken der skulle hente mig og den havarerede knallert.
Nåmmen, lang og smertefuld færd hjem på "gården", få udstyret af, transport hjem og spise hvad man havde af smertestillere og få en god lur. Vågne uden at have været i bad med sengen fuld af rødt sand. Kravle i bad, afsted på skadestuen da den ene arm var mere vanskelig end normalt.
Dette var min udsigt i ca. 45 minutter pga. den meget vigtige diskretionspolitik på Saudi German Hospital:
De var faktisk søde og rare og relativt effektive. De tog dette billede, som indikerede en "lateral left clavicle comminuted fracture, extra articular". A.k.a. brækket kraveben.
En uge i 8-tal slynge ordineret af skadestuelægen, som viste sig at være et projekt i sig selv at finde (måske mest fordi det senere har vist sig at man ikke bruger den slags mere (siden 80'erne) ifølge min chef, som har erfaring fra en anden af vores chefer som lavede samme stunt for et år siden). Tid hos Dr. Adel - my man - som ordinerede en "Open reduction and internal fixation by lateral anatomical locked plate". Det betyder "Der skal en skinne på.".
To dage efter landede mine Bacon tøser (nu navngivet sådan fordi de havde 1200 g. tørsaltet bacon fra Aalbæk med til mig :-P ). Til stor morskab for dem så de min fine sorte slynge. Hyggeligt besøg.
Tre dage efter i alm. armslynge skulle den skrues i. Møde ind kl. 0900 fastende til pre op preperation. Først en fin hospital gown (ikke videre anstændigheds supporterende):
Dertil hørende one size disposable hospital "underbukser". Jeg har undladt at tage billede af dem, men forestil jer følgende:
For de ikke-sarte kan jeg understøtte det mentale billede med denne sætning:
"To dadler og en brunch-pølse spændt ubehageligt hårdt op i et beige mandarin-net."
Og bag til:
"En bleg bayonneskinke der er flækket".
Beklager.
Nåmmen, Dr. Trainee kom og stillede en mængde spørgsmål, som jeg nok havde håbet på at de selv kunne svare på: Om jeg nu mente at operation var den rette løsning pga. de og de risici for komplikationer. Om jeg kunne tåle narkose. Hvad jeg vejede. Hvad min blodtype var osv..
Derefter markerede han på heroisk vis hvilken arm der skulle fixes:
Og tak for det Dr. Trainee.
Alt for lang tid efter kom sygeplejersken og gav mig en indsprøjtning i ballen (alle andre medicineringer kunne de give mig i det indlagte Venflon - men ikke denne??) Til mit inkvissitive spørgsmål om hvad det nu var hun lige havde givet mig, svarede hun: "Soon you will sleep". Fint fint, så slap jeg for at være mere nervøs. Ikke just i tråd med dansk patient-indragelses politik, men det virkede :-/
Efter en omtåget tur mod operationsstuen (jeg faldt jo naturligvis ikke i søvn af den sprøjte, hvilket fik mig til at tvivle endnu mere på narkosens effekt D-: ) nåede vi frem til overleveringsområdet, hvor op-crewet skulle overtage ansvaret for mig. Jeg nåede lige at opleve en hysterisk læge(inde) der råbte og skreg af en sygeplejerske der skullehave hendes underskrift på at en patient måtte have lov at blive opereret uden bedøvelse. Comforting. Inde på operatioonsstuen fik jeg en maske over næse/mund/venstre øje - godt trykket ned i ansigtet så den sluttede tæt af en "dygtig" anestæsi-assistent (håber ikke det var lægen) SLEEP!!!
Resultatet ser fint ud og Dr. Adel er ret godt tilfreds - så det er jeg også :-)
Næste øjeblik slår jeg øjnene op og ryster så meget at jeg føler at jeg er ved at falde ud af sengen (de havde sgu nok styr på det). Efter et stykke tid bliver jeg kørt tilbage på stuen hvor flinke sygeplejersker kigger til mig, giver mig drugs og dårlig mad. Aftensygeplejersken er en Fillipinsk gut ved navn Milky Jolo, som er vældig flink og noget mere informativ end det øvrige staff. Han forklarer hvordan de forskellige drugs virker, hvad jeg skal forvente af dem osv. Very interesting. Han er god til også at forklare, hvordan jeg skal ligge lidt på siden og lidt på ryggen for at undgå liggesår. Han undersøger hvordan huden omkring operationsstedet ser ud og under slyngen. Pga. den fraværende anstændighedsunderstøttelse af det klædestykke jeg har på, får han øje på mit venstre ben, som er grønt og sort af knubs fra styrtet. Han er meget bekymret og undersøger straks videre - finder et tilsvarende blåt mærke på indersiden af mit højre ben. Ca. to tommer fra lysken og det der er værre.
Alimdelig blufærdighed ville byde at man ligesom ikke tillod den slags interesse fra fremmede, men han er sygeplejerske, og man er i et fremmed land - yada yada. Så han fik lov at se til det. Hvilket blandt andet betød at han skulle... flytte før omtalte dadel/pølse-pakke lidt for at komme til.... Hm hmmm. Halvt bedøvet, i fremmed land, smertepåvirket og autoritetstro ligger man der. Accepteret undersøgelse, men da han slutter af med at løfte ud i citrus-underbuksen og ligesom "redde pakken" med underbuksen i en bevægelse som når man redder seng - så stopper den leg. Også de næste tre gange han kom forbi for at tilse mig og liiige ville tjekke status på de blå mærker :-/
Dagen efter blev jeg udskrevet og kunne tage hjem til Bacon tøserne som var derhjemme. Vi hyggede i en uges tid hvor de plejede og passede mig som en syg patient :)
Vicky er skadestue sygeplejerske, så hun fik lov til at vaske mig og skifte forbinding :-D
Vi var om fredagen på fredags brunch på Mina a'Salam:
Nu her en uges tid efter er der ved at være ro på det hele igen. Jeg skal angiveligt regne med et par måneders restitutionstid, men jeg kan fint tage på arbejde så længe jeg holder venstre arm i ro.
Som afslutning her fra dette laaaaange indlæg kan jeg sige, at jeg har det godt og jeg elsker at være her. Har slet ikke dårlig samvittighed over at have brugt en eftermiddag foran skærmen for at lave dette indlæg mens det har været 30 grader og høj sol udenfor. For i morgen bliver det samme vejr igen ;-)
Har nydt pandekager og kaffe mens jeg skrev - så det....
Hav det godt alle, jeg glæder mig til at kigge hjem til jul <:-)
|
